Kunde: Tarsier Studios
Lokation: Slagthuset, Malmö
Leverance: Scenografi, konstruktion, illusioner

En fysisk verden, der afspejler spillets stemning

Da REANIMAL skulle lanceres, ønskede Tarsier Studios at skabe en releasefest, hvor gæsterne ikke bare ser spillet – men træder direkte ind i dets univers.

Vi fik opgaven med at designe og producere en scenografi, der formidler spillets visuelle identitet og stemning, samtidig med at den fungerer i en virkelig eventlokation med begrænset riggetid, publikumsflow og tekniske krav.  


Stedsspecifikt design fra første skitse

Scenografien blev tegnet og konstrueret specifikt til lokationen i Slagthuset.

Vi tog højde for alt fra loftshøjde og sigtelinjer til, hvordan gæsterne bevæger sig gennem rummet.

Resultatet blev en installation på over 20 meters bredde og mere end 4 meters højde, der både fungerede som scenografisk baggrund, oplevelse og fotomiljø.  


Illusioner integreret i scenografien

En central del af oplevelsen var arbejdet med illusioner – næsten som små kiggekasser – ikke som noget påsat, men som en integreret del af scenografien.

Vi indbyggede flere effekter, hvor den opmærksomme gæst oplever mere, end der faktisk umiddelbart er synligt.

Ved hjælp af kontrollerede refleksioner, lys og skjulte billedflader opstår visuelle lag, som ændrer sig afhængigt af, hvor man står.

Det betyder, at scenografien ikke er statisk. Den ændrer karakter og afslører nye detaljer, når man bevæger sig gennem installationen.  


Hurtig opbygning – robust konstruktion

Trods installationens størrelse og kompleksitet var den korte opbygningstid en afgørende faktor.

Scenografien blev konstrueret i sektioner, som hurtigt kunne monteres på stedet uden at gå på kompromis med stabilitet eller finish.

Materialevalg og konstruktionsmetoder blev tilpasset, så løsningen kunne modstå både transport, montage og tæt publikumsinteraktion.  


Teknik, der forstærker oplevelsen

Illusionerne blev suppleret med en ret unik lysinstallation – måske snarere en slags skyggescenografi – samt animeret indhold, der arbejder sammen med scenografien.

Ved at synkronisere visuelle elementer med konstruktionen kunne vi forstærke følelsen af dybde, bevægelse og nærvær – uden at det kræver avanceret teknik for gæsten at forstå oplevelsen.  


En scenografi, der bliver en del af fortællingen

Målet var at skabe mere end blot en baggrund.

Scenografien skulle føles som en del af spillets verden og samtidig fungere som et fysisk samlingspunkt under eventet.

Resultatet blev en installation, der både understøtter fortællingen, vækker nysgerrighed og inviterer gæsterne til at interagere med oplevelsen.